Hvilken rolle tager du i dramatrekanten?

Tænk på alle de gange, hvor du har følt dig uretfærdigt behandlet af en partner, chef, ven eller anden relation. Nemt kommer vi til at gå i et verbalt angreb på vedkommende – enten direkte, indirekte eller passivt-aggressivt. Og lige der har vi antaget både offer- og bøddelrollen i dramatrekanten. Det er, som Irwin Yalom skrev i sin bog, Kærlighedens Bøddel: ”Offeret er den største bøddel”.

Dramatrekanten er en model lavet af Stephen Karpman sidst i 1960’erne. Den illustrerer tre roller, som vi antager i det øjeblik, der er en konflikt i en relation og vores næse vejrer en lurende afvisning. De er dramaets 3 ansigter: Offer, Redder og Bøddel. Hver rolle har sin egen dagsorden, som i sidste ende handler om at være god nok og undgå afvisning.

De fleste af os har en primærrolle, som vi antager, enten fast eller når der er en kurre på tråden. Hvad, vi vælger, afhænger af, hvad vi har tillært os i barndommen.

Offeret:

Offeret føler sig ofte anklaget, undertrykt, forurettet, hjælpeløs, håbløs, magtesløs og skamfuld. Det mangler handlekraft og glæde ved livet, det tager åbenlyst ikke ansvar i forhold til at løse udfordringer på en konstruktiv måde eller opnå indsigt i det hele taget. Hvis du ofte har taget offerrollen i dit liv, har du måske bemærket, at du har følt en nærmest unik evne til at tiltrække relationer, der lader til at have det godt med, at du antager denne rolle – dvs. bødler og reddere. Offerrollens positive intention er at undgå at mærke den smerte, der kommer ved at tage ansvar og stå på egne ben – både for livet generelt, men også nogle få sekunder i en ordveksling.

Redderen:

Redderen finder eksistensberettigelse ved at hjælpe andre og føler mindreværd eller decideret skyld, hvis ikke det kan lade sig gøre. Det kan både være i form af decideret undsætning, men også det at gå til hånde og generel omsorg. Hjælp og omsorg er i sig selv en god ting, men i redderens tilfælde har det negative bivirkninger: Hjælpen holder offeret afhængigt og giver offeret tilladelse til at mislykkes – for hvis offeret pludseligt står på egne ben, forsvinder redderens eksistensberettigelse. I det tilfælde vil redderen oftest skifte til en af de to andre roller. Den positive intention som redder er, at fokus er taget væk fra vedkommendes smerte, angst, frygt og problemer og forklædt som bekymring for offerets behov – og den afhængighed, der følger med, giver eksistensberettigelse og anerkendelse til redderen (uanset om det udtrykkes verbalt eller ej).

Bødlen:

Bødlen insisterer på, at ”det er din skyld!”, og styrer, kritiserer, bebrejder, dominerer, undertrykker og fordømmer. Ofte er bødlen vred, stiv i sine holdninger, overlegen, dømmende og meget autoritær i sin tilgang til modparten. Den bøddel, de fleste har nemmest ved at nikke genkendende til, er den, som fordømmer, fordi vedkommende føler sig forurettet og har brug for at pege på sin krænker. Derfor bliver bødlen også offer, nærmest samtidig. Bøddel-rollen kan være en primærrolle, som man spiller hele vejen igennem livet, eller den kan vare ned til et simpelt skænderi på 10-15 sekunder. Den positive intention ved at antage den rolle er tanken om, at ”hvis du er forkert, så er jeg rigtig!” – og dermed god nok. I sidste ende er intentionen selvbeskyttelse, som de to andre roller.

I en konfliktsituation oplever vores tilknytningssystem fare og derfor går det i forsvar. Sådan undgår vi at komme til at stå udenfor fællesskabet, hvilket ifølge vores underbevidsthed er livsfarligt – her følger vores biologi livet for 20.000 år siden – og længere bagud, for vores biologi er den samme, selvom samfundet har udviklet sig. Derfor handler vi i vores rolle ud fra et kortsigtet behov om at få opfyldt vores behov for at høre til og være god nok. I stedet ville det være mere hensigtsmæssigt at reflektere og mærke efter: “Synes jeg, at jeg har ret til at eksistere, fordi jeg er mig? – uden mit intellekt, min uddannelse, mine penge, mit udseende, min gode adfærd, mv?” For når vi antager en af de tre roller i dramatrekanten, er det i et splitsekund, hvor vi ikke føler os eksistensberettigede, men afviste og kasserede.

Ofte er relationer med faste rollefordelinger et tegn på gensidig afhængighed. Begge får opfyldt deres behov og føler, at der hører til. Men det er aldrig uden drama, for rollerne vil skifte – ofte med forbavsende hastighed og kraft. For eksempel skifter redderen tit over i bødlen: ”Hvorfor fanden er det også altid mig, der skal gøre rent?! Du hjælper heller aldrig!!” Eller redderen bliver mistænksom, fordi kæresten ikke har brug for at blive reddet længere. Derfor kan vedkommende udvikle en kontrollerende adfærd, fordi han/hun er bange for, at kæresten er på vej ud af forholdet – for ”hvad har jeg at tilbyde, hvis jeg ikke kan redde eller servicere dig??”

Det er klart, at rollerne intet godt fører med sig, da de bunder i mangel på selvværd og følelse af at høre til. Ofte ender vi med at slå os på hinanden, når vi antager dem. Men i det øjeblik vores selvaccept når et sundt niveau, og vi opdager, at vi er gode nok, så stopper vi med at antage rollerne. Vi kan stå i os selv uden at køre med i dramakarrusellen – og så stopper vi med at slå os selv og hinanden.

Så hvor kan du genkende dig selv i rollerne i dine relationer? Det er der, du finder guldet, som du kan arbejde med i din selvudvikling, så du kan få et liv med mere ro, selvaccept, selvkærlighed, selvomsorg og bevidsthed <3