3 grunde til at psykoterapi virker

– Og et kig på alternativerne

Når vi er et svært eller udfordrende sted i vores sind og liv, bliver vi i det offentlige regi ikke tilbudt psykoterapi. I stedet tilbyder det offentlige som regel 3 andre former for hjælp:

  1. Vi kan få medicin, som f.eks. antidepressiva
  2. Vi kan komme til en behandler, som regel en psykolog, og få kognitiv adfærdsterapi
  3. Vi kan blive sendt videre i systemet til udredning, som regel gennem psykiatrien. Står vi efter endt udredning med en diagnose, bliver vi tilbudt medicinsk behandling, svarende til den af systemets kasser, som vi passer ind i.

Inden vi kigger på psykoterapi, tager vi et hurtigt kig på de 3 offentlige tilbud med deres fordele og ulemper:

1: Medicin

Medicin kan være en god mulighed for mental brandslukning eller skadeforebyggelse i en akut krise. Det gælder specielt i situationer, hvor sindet og kroppen er så meget under pres fra frygt, angst, modløshed, panik, paranoia, lavt selvværd, skam, skyld og deslige, at bare det at tænke det hele konstruktivt igennem kan virke uoverskueligt og føles udenfor vores egen rækkevidde. Uden at kræve stillingtagen eller ansvar fra os, kan medicin derfor være en kortsigtet og kærkommen hjælp i svære tilfælde. Den ændrer på vores hjernekemi, så vi får mulighed for at eksistere og komme igennem dagen.

Det er dog altid vigtigt, at du læser om medicinens bivirkninger på indlægssedlen og mærker efter, om det er det værd for at undgå at mærke det, din krop prøver at fortælle dig. Måske gør medicinen dig mere døsig, følelsesmæssigt omtåget eller mere ligeglad med dit liv og dine omgivelser – men i det mindste kan du fungere på medicin, selvom det sandsynligvis er i mindre grad end uden medicin.

På lang sigt er medicin mod f.eks. stress, angst og depression dog ikke en hensigtsmæssig løsning. Den fjerner kun symptomer og ikke den underliggende årsag.

2: Udredning i psykiatrien

Denne vej munder oftest ud i en af de to andre løsninger. Dertil kommer ofte stigmatisering, hvis du ender med at få en diagnose. Det gør det typisk sværere at tage ansvar for at få hjælp, fordi problemerne skyldes at ”der er jo noget i vejen med mig – jeg er bare en mandagsmodel!”. Det er du på ingen måde. Man arbejder i USA med begrebet ”Advanced Diagnostics”, hvor indgangsvinklen ikke er: ”Hvad er der galt med dig?”, men rettere: ”Hvad er der sket dig?” I stedet for at sætte folk i kasser med diagnoser, forsøger man at få bevidsthed og forstå, hvorfor ens system reagerer, som det gør.

3: Kognitiv adfærdsterapi:

Normalt er det psykologer, der udbyder kognitiv adfærdsterapi – og til tider også psykiatere. Ofte får du tilbudt 10 sessioner, hvor du sammen med behandleren udarbejder mestringsstrategier, som giver dig mulighed for på rationel vis at klare dig igennem de symptomer, du oplever. Ofte er det hands-on teknikker, som skal få symptomerne og følelserne til at forsvinde eller glide i baggrunden, så du igen kan fungere så tæt på normalt som muligt. Den form for kontrol af ens eget system vil givetvis minimere symptomerne i kortere tid, men det fjerner ikke den underliggende årsag. Den vil stadigt ligge og styre os fra underbevidsthedens dybder. Vælger vi ikke at gøre noget ved den grundlæggende problemstilling, risikerer vi, at kroppen finder på nye og mere alvorlige symptomer, så vi enten skal have nye mestringsstrategier eller ny medicin.

Psykoterapi – den gode, langsigtede løsning

Alternativet til de tre kortsigtede, og på lang sigt uhensigtsmæssige, løsninger, er psykoterapi. Psykoterapi kan på afstand eller tidligt i forløbet lade til kun at have ulemper. Blandt andet fordi det i forskningsresultater kan være svært at måle resultaterne, og ofte kører forsøgene ikke længe nok. Derfor er effekten let at påvise som lav.

Psykoterapi kræver ofte, at man committer sig til et længere forløb med kontinuitet. Det kræver et aktivt engagement og en vedholdende emotionel indsats samt nysgerrighed på dig selv i processen. Det er dig, der skal ville gøre arbejdet og have nysgerrighed på alt det, terapeuten spørger om; på dine følelser og reaktioner. Vi kan ikke regne med, at medicinsk kemi på lang sigt kan gøre arbejdet og redde os fra os selv: Det kan kun bevidsthed gøre. Hvis udført rigtigt, kan psykoterapi lindre følelsesmæssig smerte og lidelse, så den til sidst forsvinder. Ikke pga. magi eller værktøjer, men på grund af tre solide grunde:

1: Dine ubevidste tanker og overbevisninger kommer op til overfladen og til bevidsthed

Et af de grundlæggende principper i psykoterapi er, at vi bliver emotionelt udfordrede, stressede, angste, modløse, depressive, bange og relationelt udfordrede osv., fordi vi ikke er tilstrækkeligt klar over de udfordringer, vi har været igennem i vores tidlige kodningsfaser som mennesker (primært den hårde/bløde limbiske fase, dvs. 0-14 årsalderen). De udfordringer har formet os til de mennesker, vi er blevet til – med alle de ubevidste overlevelsesstrategier vi har tillært os for at passe ind og undgå at blive udelukket fra fællesskabet, enten fysisk eller emotionelt. Det gælder alle, også dig: På et eller andet tidspunkt i livet har stort set alle mennesker gennemlevet situationer (og fællesskaber), der var så udfordrende, skræmmende eller problematiske, at det har påvirket os helt enormt. Det har berøvet os vores mulighed for at agere rationelt og velovervejet og efterladt os med et sæt ubevidst tillærte overlevelsesstrategier, som er brændt ind i vores underbevidsthed. Helt automatisk og ubevidst bliver de taget frem igen og igen resten af livet, hver gang vores tilknytningssystem aner, at der er mulighed for at komme til at stå udenfor fællesskabet – med mindre vi går i terapi og bliver bevidste omkring det.

For eksempel er det de færreste mennesker, der kan huske og dechifrere dynamikken i forholdet til deres forældre (eller omsorgspersoner). Selv hvis jeg kan – hvordan skal jeg så kunne gennemskue, at det er den samme dynamik, der udspiller sig, når jeg i mit voksenliv finder nye omsorgspersoner (partnere, chefer, venner, kolleger. etc.)? Vi kan ikke se, præcist hvad der sker, når et andet menneske prøver at komme tæt på os, da vi har blinde vinkler på os selv. På samme måde kan vi ikke gennemskue, hvorfor vi ender med at sabotere vores relationer gang på gang, fordi vi følelsesmæssigt går i panik eller bliver forurettede.

Når vi ikke har adgang til vores underbevidsthed, kan kognitiv adfærdsterapi og andre kognitive tilgange ikke lære os at fungere optimalt i relationer. Det, vi rationelt bliver enige om i terapien, går fløjten, i det øjeblik vi kommer hjem, og følelserne tager over. For i kognitiv adfærdsterapi bruger vi hjernens frontalsystem, men det er ikke nok. For hjernens limbiske system og amygdala (krybdyrshjernen) er designet til at overstyre på et splitsekund for at sikre overlevelse. Med andre ord er det aldrig nok at kunne diskutere rationelt med sin egen hjerne og lære systemer om, ”hvad jeg skal gøre, når en given følelse opstår”. Vi har stadig ikke den fjerneste ide om den underliggende årsag til vores stresspåvirkning. Som jeg plejer at sige: Det handler aldrig bare om vasketøjet.

Hjernen

Psykoterapi fjerner vores bevidstløshed omkring os selv på den mest dybdegående måde – og deraf kan den varige forandring opstå. Psykoterapi giver dig et rum, hvor du i tryghed, tillid og komplet nærvær kan sige lige det, der falder dig ind. Terapeuten kommer hverken til at kede sig eller dømme dig. Han/hun har set det hele før – og forhåbentligt taget rejsen selv. Derfor kan du sammen med terapeuten altid føle dig god nok og accepteret, dele dine hemmeligheder og nænsomt få transformeret al den skyld, skam og frygt, du bevidst eller ubevidst gemmer på. Resultatet bliver, at du lige så stille bliver til et mere helt, velfungerende og harmonisk menneske, fordi du langsomt forstår sammenhængen mellem de udfordringer, du møder, og dine reaktioner på dem.

Igennem din proces kommer du til mærke betydningen af tidligere situationer i dit liv, som du måske havde glemt eller arkiveret i dit indre som betydningsløse. Uden du vidste det, har de situationer styret dig på en uhensigtsmæssig måde. Den nye forståelse for sammenhængen, som du får i terapien, sender fortidens spøgelser ud i et trygt rum, ud i fuldt dagslys. Dermed kan du stede dem til hvile, så du kan blive fri i dig selv og fri for følelsesmæssig lidelse.

2: Du bliver bevidst om og slipper af med overføring

Overføring er et terapeutisk fagbegreb. Det fungerer sådan: Når terapien udvikler sig et stykke inde i forløbet, vil vi begynde at opføre os overfor terapeuten på en måde, som spejler aspekter af vores vigtigste og mest problematiske relationer tidligere i livet. F.eks. vil en klient, der har haft en meget dømmende eller passivt-aggressiv forælder, måske udvikle en meget stærk følelse af, at terapeuten må have afsky for eller kede sig i selskab med klienten. Derfor får han ubevidst brug for at opføre sig på samme måde overfor terapeuten som overfor forælderen. Det er overføring. Et andet eksempel kunne være en klient, der som barn havde brug for at holde en depressiv eller modløs forælder glad. Den klient kunne for eksempel føle en trang til at tage en munter facade på og sikre den gode stemning, så snart svære eller tunge emner kom på bordet i terapien. Adfærden kunne også gå i den modsatte retning: at klienten har behov for at sætte grænser overfor alle omsorgspersoner, fordi klienten ikke fik det gjort overfor moren.

Der er fare for, at vi i det terapeutiske rum kommer til ubevidst at overføre negative egenskaber på terapeuten (eller os selv), men det er præcist her, vi har chancen for at gøre noget andet, end det vi plejer. Hvis du f.eks. plejer at afslutte relationer, og du lægger an til det samme i terapien, kunne terapeuten omsorgsfuldt spørge: ”Er det sådan, du plejer at gøre i den slags situationer?” Når vi får placeret følelserne de rigtige steder, stopper vi med at overføre og projicere. Dermed bliver vi mere bevidste og harmon